Menu

FLOT 3. PLADS TIL AaBK

image
M Kalmar
04. januar 2026 kl. 13:24
Et stærkt og ungt AaBK hold var lørdag taget et smut til SDU Idrætshallen i Flensborg for at deltage i den traditionsrige og stærkt besatte indendørs turnering, med deltagende hold fra både nord og syd for grænsen.


En stærk indledende pulje bød på opgør mod først Nordmark/Satrup, der fortjent løb med en 2-0 sejr efter kynisk angrebsspil, og da vi i anden kamp stor overfor TSB Flensburgs Landesligahold, der i parentes bemærket har vundet turneringen de seneste 3 gange, var presset på de unge AaBK-drenge stort, hvis ikke det skulle blive en hurtig returbillet hjem til Aabenraa. Favoritterne fra TSB bragte sig også planmæssigt foran, men på en straffesparksscoring af Søren Kalmar 7 sekunder før tid holdt vi chancen for en semifinaleplads åben inden sidste runde.

Den afgørende puljekamp stod mod IF Stjernen, der havde vist flot spil i deres 2 første kampe, men da indbyrdes opgør var første sammenligningspunkt i turneringen ville vi med en sejr tage semifinalebilletten på bekostning af netop IF Stjernen. En stærk og disciplineret indsats ikke mindst defensivt kastede en 1-0 sejr af sig efter endnu en straffesparksscoring af Søren Kalmar, og med en heroisk kæmpende Andreas Petersen i målet. IF Stjernen lagde et tungt pres og havde udligningen liggende for skosnuderne, men 2 klasseredninger fra AaBK-keeperen reddede sejren og semifinalebilletten til de gule…

Her stod vi over for det Sydslesvigske landshold, der kom ind til kampen med 3 sikre puljesejre, og de viste sig da også at være en for stor mundfuld for de hårdt kæmpende AaBK’ere… 1-4 lød slutcifrene på efter en kamp, hvor Jesper Kallsen undervejs gav AaBK’erne lidt fornyet håb med reduceringen til 1-2.

Skuffelsen var mærkbar, men nederlaget var fortjent, og vi havde stadig 3. pladsen og en pengepræmie at spille for.

Bronzekampen stod mod turneringsdebutanterne fra HKUF, der havde vist sig som et aggressivt presmandskab i turneringens øvrige kampe. Det var derfor vigtigt at holde hovederne kolde og være kyniske i begge ender, og det blev en kamp i fuld AaBK-kontrol fra start til slut. 2-0 lød sejrscifrene på efter scoringer af Søren Kalmar og Victor Buchholdt, og med blot en lille smule mere kynisme kunne både Pelle Jacobsen, Gustav Beuschau og Oscar Hansen have kronet flotte indsatser med mindst 1 scoring.

En flot 3. plads blev det altså til i den stærkt besatte turnering som Nordmark/Satrup vandt efter straffesparkskonkurrence i finalen mod vore banemænd fra det Sydslesvigske landshold.

AaBK siger tak for et fantastisk stævne og ønsker drengene tillykke med den flotte 3. plads og håber at kunne vende tilbage til Flensburg igen næste år...
Luk